Avlsvæddere

Moderfårene udgør det halve fundament i din besætning. Javist, - men hele den anden halvdel af fundamentet bygger på den eller de væddere, som du vælger at bruge i avlen. Det siger derfor sig selv, at hver enkelt avlsvædder skal være så god som overhovedet muligt.

Vi udvælger og avler udelukkende på den absolutte top af årets vædderlam, og stiller høje krav til såvel eksteriør som avlsværdital, som på Nejlinge Zwartbles Farm går langt videre end det velkendte S-Indeks. Over årene er selektionskravene løbende blevet højere, i takt med, at kvaliteten af besætningen er steget.

For at komme i betragtning i avlsarbejdet skal et godt vædderlam således eksempelvis - udover at have et korrekt eksteriør - være født som tvilling, idet moderfåret skal være løbet af vædderen i første brunstcyklus. Vædderlammet skal i en alder af 4 måneder have opnået en vægt på 50 kg. Og det samme skal hans tvilling. Derudover prioriteres vædderlam, som har udvist modstandskraft i forhold til parasitter.

Herunder kan du læse mere om udvalgte avlsvæddere.

Thiims Tim

Nogle gange må selv fundamentet fornyes. Og Tim er i den grad blevet en del af vores fundament. En flot, kraftfuld, korrekt bygget vædder af passende højde. Fantastisk at arbejde med pga. hans dejlige temperament. En absolut drømmevædder, der ikke uden grund topper Zwartbles væddernes hitliste.


Laudrup GG

Stor, kraftfuld vædder med en stærk ryg, gode ben og ualmindelig flotte klove i forhold til hans alder. Det var ikke kærlighed ved første blik. Laudrups skæve, næsten snoede blis stjæler din opmærksomhed. Denne vædder har imidlertid avlet gode lam i andre besætninger, og nu har han fået chancen hos os.


Tidligere anvendte væddere - blandt andre ...

Nejlinge Empo

Særdeles stærk avlsvædder. Korrekt bygget, bred og lang med gode ben og stærk ryg. Godt temperament og skøn udstråling. En absolut drømmevædder!


Sønderager Tonsai

Stor kraftig vædder, og alligevel usædvanligt elegant på samme tid. En af de få sønner efter importvædderen Holim Ton. Sød og meget omgængelig vædder. The Gentle Giant!


Ørbakkens Gregor

En vædder med en usædvanlig stor kødfylde. Gregor udviste en nærmest eksplosiv vækst som vædderlam. Men han er ikke bare skudt i vejret. Alt sidder bare rigtig godt på ham.

Nejlinge Gastor

Denne vædder er én af de bedste væddere, som vi har avlet. Fantastisk kødsætning, fire stærke ben og helt igennem en drømmevædder. Et godt temperament er blot kronen på værket.


Sønderager Johannes

En stor og særdeles kraftig vædder. Fantastisk muskelfylde og rigtig meget power. Far til mange flotte lam, som arbejder i vores og mange andre besætninger.


Nejlinge Cody

Denne vædder var udset til en karriere i vores egen besætning. Men Nejlinge Cody blev desværre ikke så gammel. På billedet er han stadig baghøj. Cody var en usædvanlig kraftig og kødfuld vædder af den kompakte type. Fantastisk vædder med et roligt temperament.


Nejlinge Cato

Denne vædder ser måske ikke ud af meget. Nejlinge Cato var en middelhøj vædder og meget korrekt bygget med en særdeles flot, stærk ryg. En elegant vædder af den høje og slanke hollandske type. Dejlig roligt temperament. Nejlinge Cato har dog vist sig at avle utrolig holdbare lam, og har derfor sat et stort, positiv aftryk i vores besætning. 


Virkelyst Silas

En Stor, kraftig og kødfuld vædder. Fantastisk flot og harmonisk og kraftfuld bygning. God dybde og et godt kryds. Fantastisk vædder med et roligt temperament. Silas levede desværre ikke helt op til jobbet, og har derfor ikke sat så stort et aftryk i vores besætning.


Sønderager Rudolph

Rudolph var en vædder af middel højde, men alligevel særdeles kompakt og kraftig. God kødfylde, dybde, længde samt fine afdæmpede hvide aftegninger. Interbreed-Champion på vædderskuet i Herning 2013. En vædder, der har sat et enormt positiv aftryk i vores besætning.


Sønderager Rambo

Rambo var en helt særlig vædder. Stor, kompakt og kraftig. God kødfylde, kropsdybde, længde samt fine aftegninger. En fantastisk vædder med et unikt roligt temperament. Rambo blev far til mange flotte lam, og blev på den måde en værdifuld hjørnesten i vores dengang nyetablerede Zwartbles besætning.